Røsnæs – syd
Sydsiden af Røsnæs er en flot og ofte givende fiskeplads. Det er muligt at fange flere fiskearter fra land og under vadefiskeri. Strækningen er nok mest kendt for kystfiskeri efter havørreder, men man kan også fange torsk, sej, pighvar, rødspætte, skrubbe, hornfisk, makrel m.fl. i området.
Naturen i området omkring fiskepladsen er betagende og selv under vandet, synes alt som at se ned i et overdådigt og vel-dekoreret saltvandsakvarie. Fuld af liv og farver.
Er man ude efter de lidt større havørreder kan de fanges her. Ligesom den modsatte side af fjorden på Asnæs, er der også ved Røsnæs, kortere imellem drømmefiskene.
Røsnæs er velbesøgt, men indersiden som her er tale om, er ikke den mest besøgte del. Endnu. Lystfiskerne har en tendens til, at fiske i det dybe vand fra den yderste del af spidsen. Hvilket ikke er den bedste fremgangsmåde. Læs mere om hvorfor i denne artikel:
De store havørreders gemmesteder…
Fisken i billedet øverst var 66 cm. og huggede på et stort sølvblink, fisket i kun 40 cm. vand, i den indre del af Røsnæs – Kalundborg Fjord. Der er langt større fisk at fange her og bruger man tiden på det, så fanger man dem også.
Område + parkering ved Røsnæs
Denne fiskeplads ligger ved Røsnæs Fyr.
Der kan parkeres her: Parkering
Tilgængelighed
Det er en klar fordel at have waders på, når sydsiden af Røsnæs skal affiskes. Med højstående tang, startende fra land og nogle meter ud, er det ofte nødvendigt, at vade ud til hvor tangen ender, for ikke at sidde fast under indspinningen. Der er mange glatte sten på denne strækning.
Fredningsbælter ved Røsnæs
Der er ingen fredninger/fredningsbælter ved Røsnæs syd.
Årstider
Året rundt. Topsæsoner: Forår, sommer, efterår.
Anbefalede agn til denne fiskeplads ved Kalundborg Fjord
Efterår, vinter, tidlig forår: Brun, kobber, sort/rød, lyserød – på blink , kystwoblere og fluer.
Forår, sommer og tidlig efterår: Sølv, hvid, sølv/blå, hvid/grøn – på blink , kystwoblere og fluer.
Aftenfiskeri/fiskeri i mørke: Sorte eller brunlige fluer, fisket højt i overfladen. (Evt. Skumfluer)